Programnoter v/ Helle Caspersen
Franz Schubert (1797-1828) Oktet i F-dur, opus 166 (D803)
|
|
|
Franz Schubert 1825 |
I februar 1824, svækket af sygdom og store økonomiske problemer, fik Schubert bestilling på en Oktet af en ivrig klarinettist, grev von Troyer. Greven bad Schubert komponere en pendant til Beethovens umådelig populære Septet i Es-dur fra 1800. Det gjorde Schubert, men tilføjede én violin mere. Værket blev førsteopført i Troyers hjem, og herefter nærmest glemt, for at blive genopdaget i 1861.
Oktetten består af 6 satser, og formen stammer fra den mangesatsede form, som var meget brugt i slutningen af 1700-tallet: Divertimento, Serenade og Nocturne. Det var værker for blandede besætninger, og var af underholdende karakter. Det er en blanding af sonatesatsformen i 1.ste og sidste sats, og dansesatser. Haydn var formentlig den første som benyttede sig af denne form, og komponerede i 1759 Divertimento i Es-dur for strygere og to horn med en varighed på ca. 20 minutter. Mozart raffinerede formen og komponerede flere Divertissementer af varierende længder fra 10 minutter op til 50, hvor Schuberts Oktet har en varighed på omkring 60 minutter. Schubert har udtalt, at han anså værket som en slags forstudie til "den store symfoni", han endnu ikke havde komponeret (idet han så bort fra de symfonier han allerede havde komponeret i sin ungdom og i 1821 og 1822).
|
Oktetten har da også et umiskendeligt symfonisk præg i de første toner i den langsomme Adagio introduktion; en punkteret rytme, som ikke alene præger hele 1.satsen, men høres mere eller mindre i flere passager værket igennem, som har den virkning, at Oktetten får en overordnet motivisk ensartethed. Ud af denne rytme udvikles det egentlige hovedtema, som Allegrodelen bygges op af. Sidetemaet, der præsenteres af klarinetten og videreføres af hornet, minder rytmisk om hovedtemaet. I øvrigt præges satsen af et stort farvespil mellem de forskellige instrumenter og de mange harmoniske indfald, inden alle i slutningen af gennemføringsdelen citerer den alvorlige indledning.
I 2. satsens stemningsfulde Adagio i B-Dur udfolder klarinetten sig i en yndefuld melodi.
3. satsens Scherzo domineres af den punkterede rytme og af kraftfulde temaer, som står i stor kontrast til C-dur trioens sarte strygertema, hvor der i celloen høres en pauseløs staccatokæde i 4-dels noder.
I 4. satsen følger 7 variationer over et tema, som stammer fra en duet i Schuberts syngespil: Die Freunde von Salamanka.
5. satsen er en rolig, lyrisk menuet og trio, hvor temaet i menuetten har den karakteristiske punkterede rytme, vi har hørt så mange gange i værket. Trioen i B-dur, med sin dystre f-mol indledning spærrer med sine skarpe punkteringer vejen til Allegroen, der med sit iørefaldende hovedtema virker helt ubekymret.
Finalen indledes med en langsom alvorlig Andante introduktion, der vender tilbage i reprisen, lige inden den temperamentsfulde Allegro koda, som fastslår værkets trods alt diverterende grundkarakter, erindres vi endnu engang om sammenhængen med indledningen i 1. sats.
W.A. Mozart (1756-1791) Kvintet for klarinet, 2 violiner, bratsch og cello i A-Dur (KV 581)
|
|
|
Mozart 1789 |
I denne kvintet dominerer klarinetten så meget, at grænsen for hvad kammermusik tillader, efter princippet: det koncertante skal huskes frem for det solistiske, næsten er nået. Mozart lod sig ofte inspirere af dygtige instrumentalisters kunnen, og med hans gode ven Anton Stadlers dygtige klarinetspil i tankerne, komponerede han i september 1789 Klarinetkvintetten i A-dur.
Det er et mageløst værk, enkelt i sin stil - og over alle satserne ligger en næsten overjordisk klang - en yndefuld farveblanding mellem blæseinstrumenternes forskellige klangfarver og den homogene strygekvartet. Klarinettens klanglige og spilletekniske ejendommeligheder udnyttes betydeligt mere dristigt i dette værk end tidligere i "Keglebanetrioen".
Hovedtemaet i 1. sats starter roligt i strygerne, og snart høres en arabesklignende figur i klarinetten, som får stor betydning senere i satsen. Klarinetten får nu sit eget pastoralt klingende tema, som overgår til celloen. Et ægte yndefuldt mozartsk sidetema spilles af 1.ste violinen. I modulationsdelen gentages hovedtemaet af strygergruppen, men nu spilles den arabesklignede figur ikke af klarinetten, men af 1.ste violinen, og herefter fra instrument til instrument i et broget mønster, ledsaget af rolige akkordbrydninger i klarinetten.
I Larghettoen svæver klarinettens melodi over de dæmpede strygere. Menuetten har to trioer - en melankolsk i a-mol for strygerne alene, og en i lys A-dur vuggende Ländler for alle instrumenter. I Finalevariationerne viser Mozart sin fantastiske evne for at lade det ligefremme og kunstfærdige smelte sammen i en stilfærdig variationsrække over et meget enkelt liedtema. Efter en smuk Adagio variation slutter satsen med en mere munter Allegro variation.
|
|
